Trænregimentets Marchhold
Vi gennemførte marchen i 2023 fuldtalligt.
Træningen var tilstrækkelig - og nødvendig. Husk dette til næste år.
På gensyn i 2024.
Spred budskabet på kasernen og i din enhed, så vi også i 2024 kan mønstre et marchdueligt og muntert hold, der hjælper hinanden til en god oplevelse. Husk at SERIØS træning sker i STØVLER og meget gerne med UDRUSTNING.
Her finder du oplysninger om deltagelse i Nijmegenmarchen for Trænregimentets hold. Oplysninger af mere generel karakter findes på Dansk Nijmegendelegations hjemmeside, hvor der også ligger et stort antal billeder fra 2023. (Link.) I arkivet her på siden findes beskrivelser og billeder fra perioden 1975 - 2023. Var du med, så kik tilbage på 'dengang der var soldater til' :-) Er du ny i forhold til marchen, giver arkivet forhåbentlig indblik i, hvad det går ud på. God læselyst - og HUSK TRÆNING, TRÆNING, TRÆNING! Spørgsmål rettes primært til holdføreren, Jes Mose Jensen, Aalborg Kaserner.
2023 - Alle gennemførte (naturligvis).
Holdets sammensætning:
- Holdfører: SSG Jes Mose Jensen.
- Cykelordonnanser: SG Henrik Lindskov Jacobsen + SG Marcus Ziegler Berger.
- Marchgængere: 20.
2023 huskes bl.a. for føgende:
- To ordonnanser på cykler & 20 par støvler på jorden. Som i 2022 fik vi ret sent - tjenstligt begrundede - frafald, hvorfor delegationen accepterede, at vi kunne beholde vore to ordonnanser.
- Lars Rosenkrantz - holdets næsten faste ordonnans - foretrak en rundtur på MC i Europa frem for vort selskab. Vi havde heldigvis fuldgyldig erstatning i vore to ordonnanser (Henrik & Marcus). De gjorde det ikke mindre end formidabelt!
- På jorden var der primært støvler fra Trænregimentet, hvor både Aalborg og Vordingborg var repræsenteret, men også Søværnet og Hjemmeværnet udfyldte på bedste vis en del pladser i geleddet. Holdføreren var naturligvis - som sædvanligt - SSG Jes Mose Jensen.
- De fire dagsmarcher var vejrmæssigt tilfredsstillende - ikke for varmt og ikke for meget regn. Alle kan efter marchen være stolte over egen indsats.
- Holdføreren havde 35 års jubilæum. Vi havde 10 pinkier på holdet. Kammeratskabet på holdet var i top. Det er jo derfor, vi kommer igen år efter år.
- Lad os håbe, at mange hænger ved, så vi atter i 2024 kan stille et stort hold.
- HUSK træning og tilmelding til 106. Nijmegenmarch i 2024.
OC/OL (retired)
Pensionist
2022 - Tre marchdage, to ordonnanser - alle gennemførte.
Holdets sammensætning:
- Holdfører: SSG Jes Mose Jensen.
- Cykelordonnanser: OS Lars Rosenkrantz Poulsen + OS Robert Reimers.
- Marchgængere: 16.
2022 blev efter to års coronapause et noget anderledes år end sædvanlig. Følgende skal bemærkes:
- I 2018 var vi oppe på fuld styrke med 30 deltagere og to ordonnanser, og i 2019 mønstrede vi kun 15 deltagere - og dermed én ordonnans. 2020 samt 2021 holdt vi tvunget coronapause. Udsigterne efter tilmelding var gode for 2022. Vi havde igen 30 tilmeldte og dermed to ordonnanser! Bl.a. med baggrund i krigen i Ukraine måtte vi desværre acceptere, at en ret stor del af de tilmeldte måtte prioritere tjeneste i Letland frem for Nijmegenmarchen. I sidste ende blev vi derfor kun 16 gængere, men heldigvis accepteredes det, at vi under de givne omstændigheder kunne beholde begge tilmeldte ordonnanser.
- Holdets faste ordonnans - Lars Rosenkrantz - havde overstået sine sabbatår, og var tilbage i fuldt vigør. Han fik virkelig god støtte af Robert, der udover få deltagelser i denne march som gænger også kunne skrive patruljekursus ved JGK på sit CV. Det borgede for god støtte, og det fik vi fra dem begge.
- Vejrudsigten lovede hedebølge, inden vi tog hjemmefra, og desværre holdt udsigten. Dette medførte aflysning af første dags march. så det kun blev til en tre-dages march denne gang. Godt, det blev gennemført, og ikke som i 2006, hvor hele marchen blev aflyst efter blot én dags march.
- De tre dagsmarcher var vejrmæssigt meget forskellige. Første dag bød på drønende varmt vejr med op til 35 grader. Anden dag bød på regn i stride strømme. Tredje - og sidste - marchdag var præget af virkelig godt marchvejr - og masser - ja masser - af tilskuere. Trods kun tre marchdage må turen betegnes som tilfredsstillende og passende hård til, at alle kan være stolte over egen indsats.
- Klaus Sep havde 30 års jubilæum. Vi havde fem pinkier på holdet. Kammeratskabet på holdet var i top. Det er jo derfor, vi kommer igen år efter år.
- Lad os håbe, at mange hænger ved, så vi atter i 2023 kan stille et stort hold.
- HUSK træning og tilmelding til 105. Nijmegenmarch i 2023.
OC/OL (retired)
Pensionist