Nijmegenmarchen i 80'erne skal ses fra 1979. Her startede en en turbulent tid med ballademagere og demonstranter. I 1979 fandt man en bombeattrap under den store tribune på sidstedagen. I 1984 fandt man en rigtig bombe under en anden tribune, som blev demonteret. Politiet ryddede området overfor honnørtribunen. Der herskede en ond atmosfære omkring marchen dette år.
Fra 1980 blev det tilladt for kvindelige deltagere at gå 10 km længere, end de skulle ifølge reglerne, og i 1982 fik kvindelige militære deltagere et centralt beliggende indkvarteringssted i Gofferthal, der er et sportscenter som hvert år rummede ca. 700 kvinder fra ind- og udland.
Blomsten Gladiolus er kendetegnende for 4 dages-marchen, fordi den har farverne orange og grøn, som også er KNBLO's farver. Sint-Annastraat (den sidste del af den officielle indmarch på sidstedagen) bliver kaldt Via Gladiola.
I 1983 var der for første gang deltagere fra Polen, og det kan være vanskeligt i dag at forestille sig, hvor problematisk det var på dette tidspunkt at få disse mennesker til Nijmegen.
I 1985 var det første gang, at en deltager gennemførte for 50. gang. Det var fru Mies Klaver-Budding fra Burgh-Haamstede. Hun startede i 1930 og har siden da gået alle marcherne frem til 1988, hvor hun stoppede sin marchkarriere.
Der kom flere og flere deltagere fra østlandene. Efter at polakkerne havde været der, kom der en gruppe civile russere fra Pskov, og derefter fulgte en enkelt mand fra Østtyskland. I 1989 deltog et russisk militærhold, som blev indkvarteret i Heumensoordlejren.
Selve lejren i Heumenoord fik samme år en ansigtsløftning, da de ca. 1.000 telte blev erstattet af 55 gigantiske telthuse, der hver er inddelt i mange rum. Når det er regnvejr er der ikke længere noget der hedder våde fødder, når man stikker fødderne ud af sengen.