trr header lang

I 1907 fremkom en løjtnant fra Arnhem med ideen om en march til Breda strækkende sig over 4 marchdage. Ideen blev i første omgang afslået, men i 1908 efter stiftelsen af Nederlandse Bond voor lichameliche Opvoeding, NBvLO (Det Hollandske forbund for fysisk træning) blev ideen taget op igen, og sammen med fire dages ridning, cykling og roning gennemførtes der fra den 1. - 4. september 1909 en 4-dages march.

F53313

Marchen blev gennemført 15 forskellige steder i Holland og der deltog ca. 300 personer, hovedsageligt militærfolk. Alle som gennemførte marchen, blev belønnet med en medalje udformet som et 5-takket kors.

Ved at sprede begivenheden over hele landet opnåede forbundet en stor goodwill, men organisatorisk var denne løsning for besværlig, hvorfor der i 1910 kun blev oprettet en march med startsted i Arnhem og slutsted i Nijmegen.
Til gengæld havde forbundet allerede i 1909 succes med at godtgøre vigtigheden af marchen, således at Hendes Majestæt Dronning Wilhelmina den 26. oktober 1909 gav tilladelse til, at medaljen måtte anlægges på uniformen.

F53325Interessen for at deltage i 4-dagsmarchen var allerede på dette tidspunkt støt stigende. Specielt den modtagelse man fik på Prins Hendrik kasernen i Nijmegen, hvor man fuldførte marchen på 4. dagen, var for deltagerne en uforglemmelig oplevelse.

Da marchen i 1916 blev gennemført, efter 2 års pause på grund af første verdenskrig, deltog der 151 personer, herunder 62 civile hvoraf den ene var kvinde. 8 deltagere måtte opgive, deriblandt den enlige kvinde.
I starten gik man fra kaserneby til kaserneby, men af praktiske årsager, bl.a. på grund af en eventuel mobilisering, blev det i 1916 besluttet, at man vendte tilbage til udgangspunktet hver dag, hvilket stadig er tilfældet.
Hovedparten af deltagerne var militære og i 1917 hvor marchen udgik fra Nijmegen, var der således kun 12 civile imod 300 militære, der gennemførte marchen. I rapporten fra 1917 står der i øvrigt, at kun de der endnu en time efter marchen viste, at de var kampklare, kunne få udmærkelsestegnet.

Denne "kampklarhed" skulle demonstreres på følgende måde:

  • Ved marchens afslutning skulle de marchere med dobbelt kadence over en strækning på 800 m, herunder sætte over lette forhindringer.
  • Derefter skulle der løbes 200 m med høj fart. Dette var jo noget af en præstation, når man tager i betragtning, at såvel denne del som hele marchen (4 x 40 km) skulle gennemføres med fuld oppakning.
  • De civile, der ikke bar på oppakning, måtte til gengæld gå 55 km om dagen.

Nijmegen fik i disse år mere og mere succes hos deltagerne, og i 1925 bliver marchen centreret om Prins Hendrik kasernen i Nijmegen.

Antallet af deltagende kvinder var meget begrænset, og når de deltog, var det oftest i følge med manden eller vennen. Således opstod der en gruppe af kvinder, der vandrede op til 55 km på den længste dagsdistance. Lederne mente dog, at det var tilstrækkeligt med 40 km om dagen for kvinder. I øvrigt var det først i 1919, at en kvinde gennemførte 4-dages-marchen.

DiplomaI 1928 støtter den tidligere formand for NBvLO, F.W.C.H. van Tuyll van Serooskerken initiativet fra J.W. Schorers til at gøre marchen international i forbindelse med de Olympiske Lege i Amsterdam.
Befolkningen gav en stor positiv respons på deltagelsen af 40 briter fra "The Road Walking Assosiation", 40 tyske soldater, 20 nordmænd og fotografen Guillien fra Paris.
Udlændingene var glade for invitationerne, og nordmændene skabte stor furore hjemme i Norge ved hver dag at være de første i mål. De blev imidlertid diskvalificeret for at løbe, hvilket er imod reglerne for Nijmegenmarchen. At de løb skyldtes, at den norske avis "Aftenposten" tildelte dem en net sum lommepenge hver dag for at komme først i mål.
De fire engelske holdmedaljer blev fæstnet på et skjold, og dette Nijmegenskjold blev i 1930 brugt som belønning til et team på 8 personer, der blev vindere af en 20 mile gangkonkurrence.

I 1929 var det spanske soldater fra Sportsakademiet i Toledo, der var 4-dages-marchens hovedattraktion.

Mange deltagere vendte nu tilbage år efter år, selvom det at gennemføre 4-dages-marchen bare een gang i sig selv er en præstation. Da Hon. A. van der Goes således i 1929 som den første gennemførte marchen for tiende gang og derved opnåede guldkorset, blev der oprettet en æreskomité for velkendte personer.
Året efter blev der nedsat en komité, der skulle samle penge ind til en gave til tiendegangsgængere, men det blev en enlig svale, idet der allerede på dette tidspunkt var mange på vej.

I trediverne skete der en stadig men ikke særlig synlig stigning i deltagerantallet, idet det fra 1930 med et deltagerantal på ca. 1.400 personer steg til ca. 3.900 i slutningen af årtiet. Dengang blev det dog anset for at være et ret stort antal.
En hollandsk avis stillede således den 23. juli 1937 spørgsmålet i en avisoverskrift "Er der ved at være for mange deltagere ?" Selv dengang var en journalist nervøs for, at trængslen var ved at være for stor, hvor vi i dag har et deltagerantal, der er ca. 10 gange så højt.

Årtiet afsluttede også en periode hvor indkvartering og bespisning var inkluderet i startgebyret, idet det fra 1939 ikke længere var muligt for mandlige deltagere at blive indkvarteret på Prins Hendriks kaserne. Dette var trist, da 90 % af alle mandlige deltagere benyttede sig af denne billige indkvarteringsform, samtidig med at de nød godt af den nærende militærkost.

Fra denne periode - nemlig 1932 - stammer den velkendte 4-daagse sang, komponeret af Nijmegenmusikeren H.A. van Mechelen og med tekst af J.P.J.H. Clinge Doorenbos. Helt op til i dag er denne sang forblevet 4-daagse sangen.

I 1937 blev marchen beæret med et besøg af Hans Kongelige Højhed Prins Bernhard, som var til stede på hele andendagen og viste stor interesse for alle mulige organisatoriske opgaver. Prins Bernhard har aldrig selv deltaget i marchen, men hans svigersøn, prins Claus, gjorde det præcis 30 år senere.

I 1939 blev marchen brat stoppet i sin vækst på grund af udbruddet af 2. verdenskrig, men efter krigen steg væksten i en sådan grad, at man kunne kalde det en global begivenhed.
I 1940 var man nået så langt, at programmet for marchen var trykt, men den 16. juni blev det endeligt besluttet, at arrangementet skulle aflyses.

WVDubbeleAdelaar

Umiddelbart efter krigen tænkte Nijmegens befolkning ikke alene på at genopbygge deres by, men også på at genoplive traditionerne.
Mange byer var parate til at afløse Nijmegen med hensyn til at organisere 4-dages-marchen. Derfor dannedes der den 3. december 1945 en aktionskomité der ud fra devisen "Nijmegen en de 4-daagse een" (Nijmegen og 4-dages-marchen hører sammen). Denne komité blev støttet af Major Breunese og den samlede industri og handelsstand.
Resultatet udeblev da heller ikke, for i 1946 havde Nijmegen sin 4-dages-march tilbage.
På grund af spontant samarbejde mellem byledelsen, skolebestyrelser og entusiastiske indbyggere lykkedes det at skaffe indkvartering til civile deltagere hos private familier, mens soldater og grupper blev indkvarteret på byens skoler.
Uden dette initiativ er det ikke sikkert, at vi den dag i dag stadig kunne opleve Nijmegen-befolkningens enestående spontanitet og gæstfrihed.
4.011 personer i dårlig fysisk form, i lånte sko eller kasserede canadiske støvler, travede i dette år ud af meget dårlige veje. Mellem disse 4.011 gængere, var der 70 10.-gangs deltagere. På trods af omstændighederne var der kun 6 %, der måtte give op.

1947 og 1948 var et par ekstremt varme år, og man oplevede de utroligste hovedbeklædninger - lige fra tropehjelme til arabiske tørklæder. På diget nær Osterhout var det så varmt, at folk hang fast i asfalten.

En konflikt mellem forbundene NBvLO og NWB (Det Hollandske Vandreforbund) resulterede i, at der i Apeldoorn skabtes en rivaliserende 4-dages-march, som eksisterer den dag i dag og afholdes i ugen inden Nijmegenmarchen.

1950b

I 1955 var der for første gang mere end 10.000 deltagere der gennemførte marchen. I 1956 sætter belgiske faldskærmsjægere kulør på åbningshøjtideligheden om mandagen.
1958 er året hvor NBvLO modtog prædikatet "Kongelig" og fra dette år arrangeredes Nijmegenmarchen af KNBLO (Det Kongelige Hollandske Forbund for fysisk træning).
Fra 1961 fik også de unge deltagere på 30 km ruten tildelt det rigtige Nijmegenkors stedet for som tidligere en opmuntringsmedalje. Samme år deltog et meget populært kvindeligt politihold fra Sierra Leone.

Den 45. march i 1962 blev et skæbneår for Nijmegenmarchen. Efter to meget lumre og varme dage brød helvede løs om torsdagen, med rullende torden og voldsomme lyn, samt stormfulde regnskyl i et tropisk uvejr, der nådeløst piskede deltagerne og næsten fejede dem væk fra vejen. For en af deltagerne blev denne torsdag en skæbnedag. En ung britisk soldats hjerte kunne ikke klare strabadserne, for i Groesbeek kollapsede han og døde i ambulancen på vej til hospitalet. Regnen fortsatte om fredagen, men i løbet af eftermiddagen klarede det op, og solen kom frem. Ved mål var der mange, som havde glædestårer i øjnene over at have overlevet rædslerne.

Hvert år er vejret et hyppigt samtaleemne under marchen, da langdistanceture føles dobbelt så lange under dårlige vejrforhold. Derudover er dårligt vejr også årsagen til, at deltagerne får mange flere skader. Dette var blandt andet tilfældet for de amerikanske soldater og mange af de schweiziske civile i 1964. I samme år klarede et meget stort kontingent af israelere sig uden at miste en eneste deltager.

I 1964 er der for første gang deltagelse af det danske hjemmeværn.

I 1965 indstiftes en speciel medalje for holdenes officielle hjælpere. Den meget sigende inskription på medaljen lyder:

"Uw toew'jding deed anderen volharden"
(Din indsats gør, at andre kan gennemføre)

1966 var det gyldne jubilæumsår, hvor marchen blev gennemført for 50. gang. Som en magnet tiltrak marchen dette år et rekordstort antal deltagere på 14.764. Alle deltagerne var tilsyneladende veltrænede dette år, da frafaldsprocenten kun var på 4,6 %.

Det følgende år deltog Hans Kongelige Højhed Prins Claus i marchen. På eksemplarisk vis gennemførte han den lange marchtur og høstede megen sympati hos de talrige tilskuere. 1967 var også året hvor 55 km ruten blev forkortet til 50 km og mænd på 65 år kunne gå ned på 30 km ruten modsat tidligere, hvor dette først var muligt, når de var fyldt 70 år. Samme år blev teltlejren i Heumensoord taget i brug for første gang.

To år senere i 1969 tages computere i brug af sekretariatet, og samme år startes sommerfestivalen i den indre bydel i Nijmegen.

At høje sommertemperaturer kan være fatale for svage og dårligt trænede deltagere blev bevist i 1972, hvor der i alle dage var temperaturer op til 34 grader og meget høj luftfugtighed. Både en dansk og en schweizisk deltager fik hedeslag og døde kort efter. Andre blev bragt på hospitalet. Alle ruter blev sat 10 km ned og soldaterne gik uden oppakning.

I 1974 kom den 69-årige Hans Pfenniger fra Schweiz gående til fods, i alt 750 km, for at deltage i en af sine mange marcher. Også den tyske olympiske mester i 50 km kapgang deltog, men i et mere langsomt tempo end han var vant til. Dette år så man ikke noget til det ellers så velkendte militære islæt fra Israel, da den skærpede situation i Mellemøsten forhindrede dem i at forlade landet.

Den 60. 4-daagse-march i 1976 blev uforlignelig. Mange ekstra aktiviteter markerede dette jubilæum, som tiltrak det dengang rekordstore antal deltagere (17.253) til starten tirsdag morgen. Tilsyneladende var der mange lejlighedsdeltagere dette år, for frafaldsprocenten gik op til 10 %. Der var intet frafald på det 56 mand store danske militærhold, til trods for at det var kommet til fods fra København - i alt 650 km.Det Hollandske postvæsen udsendte i anledning af jubilæet et specielt 40 cents frimærke.

Mellem 1977 og 1991 er antallet af deltagere vokset støt fra 17.017 til 30.492. Det er øjensynligt blevet meget populært at gå. Forbundet vil imidlertid ikke sætte grænser for deltagerantallet, men i stedet prøve at tilrette ruterne, så disse kan klare de mange mennesker.

Slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne var en turbulent tid med ballademagere og demonstranter. Nijmegenmarchen gik da heller ikke ramt forbi. I 1979 fandt man på sidstedagen en bombeattrap under den store tribune og i 1984 fandt man, ligeledes på sidstedagen, en rigtig bombe under en anden tribune. Heldigvis blev bomben opdaget tidligt om morgenen og blev demonteret. Som følge af dette fund ryddede politiet samme dag området overfor honnørtribunen. På en eller anden måde herskede der en ond atmosfære omkring marchen dette år.

Fra 1980 blev det tilladt for kvindelige deltagere at gå 10 km længere, end de skulle ifølge reglerne.

I 1982 fik de kvindelige militære deltagere et centralt beliggende indkvarteringssted i Gofferthal, der er et sportscenter som hvert år rummede ca. 700 kvinder fra ind- og udland.

Blomsten Gladiolus er blevet kendetegnende for 4 dages-marchen, rimeligvis fordi den har farverne orange og grøn, som også er KNBLO's farver. Det er ikke for ingenting, at Sint-Annastraat (den sidste del af den officielle indmarch på sidstedagen) bliver kaldt Via Gladiola. I 1983, da forbundet havde eksisteret i 75 år, blev en speciel variant af Gladiolus officielt navngivet "4-daagse". I samme år var der for første gang deltagere fra Polen, og det kan være vanskeligt i dag at forestille sig, hvor problematisk det var på dette tidspunkt at få disse mennesker til Nijmegen.

I 1985 var det første gang, at en deltager gennemførte for 50. gang. Det var fru Mies Klaver-Budding fra Burgh-Haamstede. Hun startede i 1930 og har siden da gået alle marcherne frem til 1988, hvor hun stoppede sin marchkarriere.

I 1987 trak marchleder Van Dongen sig tilbage på grund af alder. Han blev takket i høje vendinger for alt det han havde gjort for forbundet og specielt 4-dages-marchen. Van Dongen blev som forsøg afløst af et tremands team og efter dette udnævntes en af disse, Chris Bos, til ny marchleder.

4-dages-marchens Røde Kors nødhospital har siden 1987 haft til huse i stadsteatret, hvor marchstaben også er
indkvarteret.

Der kom flere og flere deltagere fra østlandene. Efter at polakkerne havde været der, kom der en gruppe civile russere fra Pskov, og derefter fulgte en enkelt mand fra Østtyskland.

I 1989 gik den nye marchleders drøm i opfyldelse, idet der deltog et russisk militærhold. Holdet blev indkvarteret i Heumensoord lejren.

Selve lejren i Heumenoord fik samme år en ansigtsløftning, da de ca. 1.000 telte, som soldaterne selv rejste hvert år, blev erstattet af 55 gigantiske telthuse, der hver er inddelt i mange rum. Når det er regnvejr er der ikke længere noget der hedder våde fødder, når man stikker fødderne ud af sengen.

I 1990 blev den frygtede betonvej på 4. dagen mellem Gasselt og Beers fjernet fra ruten og omlagt til en behageligere strækning med almindelig asfalt.

1996 var året hvor indkvarteringen af kvinder blev flyttet fra Gofferthal til et særligt indhegnet område i Heumensoordlejren.

I 1999 startede 38.316 deltagere, hvoraf 33.093 gennemførte.

Den stigende interesse for Nijmegenmarchen, såvel i Holland som i udlandet, og det stigende antal deltagere viser, at den ånd, der driver mennesker til at finde sammen, forny gamle venskaber og etablere nye, stadig er tilstede.
Et år var således 30 forskellige nationer repræsenteret, hvilket viser, at Nijmegen marchen er kendt verden over.

I 2004 er der sat et maksimum på antallet af tilmeldte deltagere i marchen - 47.000 tilmeldinger.  Marchledelsen ønsker et maksimalt antal deltagere på 45.000 - og erfaringsmæssigt kommer det til at passe med 47.000 tilmeldinger.

Det der i de første mange år alene var en fritidsbeskæftigelse for nogle få hollændere, har navnlig i den sidste halve snes år, vist sig at være en særdeles levedygtig idé.